S4 Ep35: Fra monolit i eget datacenter til open source hub i Azure
Dataklubben - Podcast tekijän mukaan Inspari
Velkommen til del to af Dataklubben Special med Energinet DataHub. Dagens gæster er Martin Lervad Lundø, VP & CEO i Energinet Datahub, og Martin Hansen, systemarkitekt og arkitekten bag dagens emne: Den nye open source datahub bygget i Azure og frit tilgængelig i GitHub. Lige nu modtager datahubben 90 millioner daglige målinger på timeniveau, og snart skal det tal ganges med 4, når Energinet går over til kvartersafregning. Derfor har Energinet skabt Green Energy Hub – en ny open source datahub med enorme perspektiver! Med missionen om ”Grøn energi for en bedre verden” og Danmark som frontrunner på det europæiske elmarked vil Energinet være med til at accelerere den grønne omstilling langt udover Danmarks grænser. Den nye platform understøtter derfor naturligvis det markant ændrede og stigende databehov, platformen er bygget i Microsoft Azure, og så er den open source med en agnostisk tilgang! Den nye hub kan således bruges af alle og flyttes til Amazon eller Google. Spørgsmålet er så, hvordan går man fra en monolit i eget datacenter til open source i skyen – både praktisk og organisatorisk? Hvad er tankerne bag open source og micro services? Hvilke spilleregler kræver det at bygge open source med en agnostisk tilgang i samarbejde med Microsofts topudviklere? Rigtig god fornøjelse i Dataklubben til endnu en inspirerende podcast med fokus på data, viden og den grønne omstilling.