Det er faktisk ikke så dumt igen med Jim Lyngvilds vikinger på Nationalmuseet
Radio Information - Podcast tekijän mukaan Dagbladet Information - Perjantaisin
Velkommen til endnu en omgang Radio Information, hvor Anita Brask Rasmussen har besøgt Nationalmuseets nye vikingeudstilling, der jo som bekendt er designet, til dels, af Jim Lyngvild. Ikke fordi du så bliver fri, men fordi hun er klog og derfor ikke bare forfalder til hån over det – hmm – usædvanlige valg. I stedet ser hun udstillingen som en art kulmination på museumsverdenens heftige formidlingsdebat. Rune Lykkeberg er på pletten. Med en optur over, hvad De Gule Vestes protester har ført med sig. For han var ikke begejstret over bevægelsen – der jo blandt andet er imod klimavenlige afgifter på benzin. Men da Emanuel Macron mødte dem med en række indrømmelser, herunder en hævelse af mindstelønnen, ændrede Rune Lykkeberg mening. Jørgen Steen Nielsen har været til mange COP'er. Og lige nu befinder han sig i den polske by Katowice til den firetyvende af slagsen, COP24. Vi ringer ham op om torsdagen, hvor han netop havde deltaget i et møde mellem dem, der for alvor skal leve med konsekvenserne: De sårbare østater og fremtidens generation, repræsenteret ved den 15 år gamle svenske skoleelev Greta Thunberg. Ikke en uge uden Brexit. Theresa May klarede lige netop ærterne i ugen, men hvad nu? Og hvad er udlandsredaktør på Danmarks klogeste avis tanker om, hvordan man dækker en sag, der trækker så meget ud, at den nødvendigvis må sætte læsernes tålmodighed på prøve. Udlandsredaktør Emil Rotbøll prøver at overbevise jeres vært om, at hun skal læse videre. Og så slutter vi af med et lille digt i anledning af øen Lindholms nye plads i verden. I fredagens litteraturtillæg har 15 danske forfattere kastet sig over nye fortolkninger af den engelske poet John Donneden berømte sætning No Man is an Island. Hvis du er glad for Radio Information, så smut ind i iTunes og giv os nogle stjerner. Så hjælper du andre med at finde podcasten.