Støjbergs ulovlige instruks endevendes, optur over Michael Jordan, og Stine Pilgaards nye roman er en fryd
Radio Information - Podcast tekijän mukaan Dagbladet Information - Perjantaisin
Den blev populært – og uden tvivl til ministerens store tilfredshed – kendt som barnebrudssagen. Men den politiske undersøgelseskommission, der torsdag begyndte ved retten på Frederiksberg, handler slet ikke om barnebrude. Den skal derimod belyse det samlede begivenhedsforløb omkring den instruks, som den daværende udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg udsendte i februar 2016. En instruks, der pålagde hendes embedsværk straks at adskille alle unge asylpar på centrene, hvor den ene part var under 18 år. Og om, hvorvidt der er grundlag for, at nogen drages til ansvar for den ulovlige instruks. Vores mand på sagen er Ulrik Dahlin. Han har fået en plads i retten og vil følge Instrukskommissionen de næste 18 måneder. Efter en dramatisk første dag fanger vi ham på andendagen i en pause. Jeg har også hul igennem til Berlin, hvor vores europakorrespondent Mathias Irminger Sonne har fat i en anden sag af større principiel betydning – og i værste fald meget konkret betydning for EU’s sammenhængskraft. Det er nemlig den dom, som den tyske forfatningsdomstol netop har fældet i en sag om Den Europæiske Centralbanks krisepolitik. For hvad sker der lige for, at det er EU-duksen Tyskland, der lige midt i en af de største økonomiske kriser i Europa i nyere tid, ryster fællesskabet? Og så skal vi snakke om vildt klog og tæskesjov ny dansk litteratur. Stine Pilgaards nye roman Meter i sekundet har fået vores litteraturanmelder Lone Nikolajsen helt op på superlativerne. Hun kommer forbi og fortæller, hvorfor det er sådan en fryd at læse. Du kan også læse et fremragende interview med Stine Pilgaard her. Og så kan du jo altid styrte ned i din lokale boghandel og samtidig støtte den. Chefredaktør Rune Lykkeberg har i stedet set fjernsyn, nærmere bestemt Netflix’ nye dokumentarserie The Last Dance, der fortæller historien om basketballspilleren over dem alle og måske verdens største sportsstjerne: Michael Jordan (og hans hold Chicago Bulls). Det er ikke bare en fremragende sportsdokumentar. Det er også en historie om, hvad det kræver at blive en stjerne i USA, hvis du tilfældigvis også er sort. Jeg håber, du lytter med. Og uanset hvad, håber jeg, at du får en skøn weekend.